Something went wrong.

We've been notified of this error.

Need help? Check out our Help Centre.

Mit Syn

Christian Klintholm
Article
30.03.15, Atlas Magazine

Link to article

Det er drømmen om at flygte. Eller frygten for at skulle være nødt til at flygte.

»The pleasure of despair. But then, it is in despair that we find the most acute pleasure, especially when we are aware of the hopelessness of the situation…«

- Fyodor Dostoyevsky, Notes From Underground (dk: Kældermennesket)

To skikkelser på en strand. Stranden er dækket af sne, og baggrunden fjern og mættet i subtile gråtoner. Bag sig trækker de et objekt, der er større end dem selv og dens tilstedeværelse minder mest af alt om noget ud af en Stanley Kubrick film. Kassens indhold er for os ukendt, det pirrer vores fantasi og stiller spørgsmål. Hvem er de to, hvad er i kassen og: hvorfor? Fotografiet er her et objekt, der viser et dystopisk landskab, men mest af alt et mentalt landskab.

Det er drømmen om at flygte. Eller frygten for at skulle være nødt til at flygte.

Jeg havde i lang tid en idé om fotografiet som noget rent, noget man ikke måtte pille ved. Det var et dokument med sandheder. Kim Cattons billede af to mennesker på flugt lærte mig utrolig meget om, hvad et billede er i stand til at formidle. Ovenstående billede er manipuleret. Scenen er valgt, menneskerne instrueret, kassen bygget og sporene gravet. Billedet foregiver at observere en igangværende aktivitet, som var det street documentary - men det er tydeligvis manipuleret. En opsat forestilling. Hele billedet er en løgn. Men det er en smuk løgn, der indeholder mange sandheder.

I sine værker formår Kim Catton at inkorporere det politiske i det poetiske - noget jeg aldrig selv har formået. Men det er altid uden at give konkrete løsninger eller svar. Holdningen er tydelig, men den overdøver aldrig, og den bedøver ikke. Det er med en form for nihilistisk håbløshed hvad-er-det-hele-til-for, at jeg læser hans billeder. Det er Kældermennesket, der møder Camus' Den Fremmede. Et teleskopisk blik over alle verdens absurditeter.

To mennesker og en kasse, alene på en strand. På flugt.

Copenhagen Photo Festival / ATLAS KOMPLEKS

Maria Albrechtsen Mortensen
Article on exhibition by Kim William Catton and Christian Klintholm
09.06.16, VINK Copenhagen

Link to article

“Lad det hele brænde, lad os starte forfra!” Sådan var udgangspunktet for kunstnerne Kim William Catton og Christian Klintholm, da de skabte præmissen for deres fælles udstilling ’Atlas Kompleks’.

Der er fotofestival i København – og for VINKs kunstskribent var ’Atlas Kompleks’ et tankevækkende startskud til en hel uge med skæve, inspirerende og anderledes udstillinger.

Titlen for Catton og Klintholms kunstneriske møde refererer til myten om den græske titan Atlas, der var dømt til for evigt at bære verden på sine skuldre. Men myten repræsenterer også en angst, som begge kunstnere bærer rundt på. En angst for at verden bevæger sig i den forkerte retning. En angst for, at jorden er ved at gå under. En angst, der er en reaktion på, at Dansk Folkeparti er blevet det næststørste parti i folketinget, på flygtningekrisen, den globale opvarmning og på en verden i brand.

’Lad det brænde’.
Kim William Cattons udgangspunkt er, at menneskets tidsregning er meget lille i forhold til jordklodens. At verden er gået under mange gange – og genopstået. Måske denne verden trænger til at brænde som en Fugl Føniks og rejse sig af asken, ren og skabt påny?

Disse store tanker om den fjerne myte og verdens måske forestående undergang, har kunstnerne gjort håndgribelig på hver deres måde. Klintholm har taget afsæt i ’aktivisten’, som søger forandring, reklamebranchen og rejsebureauers nedslidning af verden, og forsøg på at sælge en verden som ikke længere er, hvad den var. Catton har derimod skabt en fiktiv fortælling om eneboeren, der søger at isolere sig fra verden og flygte fra realiteterne.

Klintholms fotografier er farverige, to er trykt på et tykt lag plakater, han selv har været ude og med håndkraft rive ned fra byens vægge, en tidlig morgen før solen stod op. En aktivist portrætterer aktivisten.
Æstetik, tekstur og ungdommens rastløshed forenes i disse værker, det rykker ved noget i en, en vis genkendelse måske, en længsel efter det spontane, efter at leve, selvom man står på en klode i brand.

Cattons værker derimod er i sort/hvid, og en fiktiv fortælling lagt ud som et detektivarbejde, så man med det samme køber fortællingen, og overraskelsen er stor når jeg opdager, at det hele er opdigtet.

Et lysapparat projekterer billeder op på væggen af objekter ’fundet på stedet’; En lommekniv, et par strømper, et sæt spillekort. Den mekaniske lyd når billederne skifter; ”tak… tak…tak” drager tilskueren nærmere og synes næsten hypnotiserende, som man står der og betragter projektionerne, læser teksten med skrivemaskine fond, som nøgternt dokumenterer de fiktive fund, der får mig til at spekulere på, hvem der mon levede der, hvorfor og hvor er personen mon blevet af? .Jeg forestiller mig både ensomheden, og roen, man må kunne finde i eneboerlivet.

Det fælles værk er placeret i midten af udstillingsrummet, en stabel af benzindunke, der på intelligent vis binder de to fortællinger sammen, aktivisten bruger benzinen til at brænde ned – eneboeren til at holde varmen. Firmanavnene trykt på dunkene har olieudslip, børnearbejde og måske sågar global opvarmning på samvittigheden.

Samtidig understreger værket grundidéen om at brænde verden ned. Et ønske, som bunder i en vrede til samfundet, der måske netop både kan findes hos aktivisten, eneboeren og tilsyneladende også hos to kunstnere i København en varm eftermiddag i juni.

Denne eftermiddag i juni var der også en anden kunstner til stede: udstillingen var en officiel del af Copenhagen Foto Festival, og i den forbindelse var digteren Johannes Bech Dalsgaard inviteret til at læse sine digte op i udstillingens centrum.

”jeg vil være så fri og enfoldig som en gråspurv
der skydes ned med luftgevær en efterårsmorgen
et tilfældigt sted i Sydeuropa
og bliver spist på en fin restaurant i en enkelt mundfuld”

Sådan klingede ordene med Dalsgaards forsigtige røst, mens lysapparatets mekaniske ’tak…tak…tak’ fyldte kunstpauserne, og denne skribent forlod det lille udstillingsrum i Pisserenden den lørdag, med stof til eftertanke og et stort behov for at drikke en gin og tonic.

Søg ly

Frederik Korfix in conversation with Kim William Catton
06.05.15, Atlas Magazine

Link to article

Fredag d. 8. maj udkommer kunstneren Kim William Catton med den fotografiske debutbog TAKE SHELTER. ATLAS har taget en snak med Catton om det at lave en bog, det at tvivle, det at være romantisk og det at slås med omverdenen

-TAKE SHELTER - titlen på din bog - lyder umiddelbart voldsom. Som om man skal flygte fra noget eller søge dækning. Hvorfor har du valgt denne titel?

»Titlen, måske bedst oversat til "SØG LY", var et af de første forslag jeg havde på tegnebrættet. Efterfølgende var jeg utallige ark papir igennem - sværtet til med potentielle titler - før jeg accepterede bogens skæbne. Der var ikke andet for. Det er en enormt ladet sætning og du bruger selv udtrykket voldsomt. Det kan jeg sagtens relatere til. TAKE SHELTER er i alt sin stilhed og romantik et ret, ja... voldsomt, projekt.


Bogen deler i øvrigt titel med en fantastisk film som jeg på mange måder føler har været en vigtig opdagelse for mig. Nu har jeg ikke haft mulighed for at takke instruktøren for oplevelsen, men så kan jeg i det mindste vise min respekt på den her måde, ik'? En slags hyldest om du vil. Sådan har jeg det i det hele taget hvis jeg ser noget der inderligt rør mig. Så sender jeg et brev eller en E-mail og udtrykker min begejstring.
«

-Men hvad er det så du søger ly fra, altså bortset fra mit oprindelige spørgsmål?


»Ha! Jo altså, jeg er altid på jagt efter den der skide indre ro. At rejse ud i verden er én måde at gøre det på. En anden måde er at slås mod ordensmagten og modsætte sig samfundets politiske strukturer. At leve uden en konkret bolig en helt tredje måde. Den søgen er stærkt repræsenteret i bogen. Nu nævnte jeg kort begrebet romantik og det har altid været en stor drivkraft i mit liv, på godt og ondt. Det romantiske syn på livet har givet mig enormt meget håb og vilje til at tro på at det jeg laver, giver mening i det store hele. Og modsat har den naivitet, der unægteligt er indlejret i romantikken, sat mig i nogle rimeligt håbløse situationer.
«

-Slåskampe mod ordensmagten og romantisk boligløs. Det lyder virkelig som om du har været i nogle håbløse situationer. Hvorfor retter du ikke bare ind, fotografisk og i det hele taget, og gør som der bliver sagt?

»Paradoksalt nok synes jeg at lige netop TAKE SHELTER, sådan rent fotografisk, fremstår meget indrettet. Projektet har taget fem år at lave og er skabt under nogle teknisk langsommelige kår. Storformatkamera og stativ. Film og kemi. Den slags. Og nu er det en bog. Færdig, slut. Det fremkommer en smule monumentalt, men så er det godt at motiverne er flygtige. Jeg er stor beundrer af det hviskende, indpakkede kaos, der findes hos malerne Caspar David Friedrich og Arnold Böcklin. Det tror jeg godt man kan se i mine billeder. Altså... under overfladen lurer mørket. Min kunst er i en konstant tilstand af vekslen og tvivl. Og det skal den også. Ellers dør den. Og sådan har jeg det også lidt med livet generelt. Du ved, stil spørgsmål, vær usikker, gør B når verden trygler dig om A. Men der er også brug for samling engang imellem. I det her tilfælde har bogen været som af afslutte et kapitel. Den har bragt mig tættere på indre ro.«

-Tvivl og vekslen. Du lyder som om du kan din Kierkegaard og Platon. Hvad er det, der fascinerer dig ved det tvivlende?


»Tvivl og nysgerrighed går hånd i hånd! Og med nysgerrighed kommer et gunstigt og vekslende liv! Ha! Det skal lige siges at tvivl i den her sammenhæng ikke skal forveksles med fortvivlelse, som ofte er en skidt ting at slæbe rundt på. Selvom de to ting er beslægtede synes jeg at tvivlen har et par fine egenskaber. Fx kan den lede én på afveje. Hvis man lærer at beherske netop det, at kunne lede sig selv lidt på afveje, så tror jeg på at man som menneske er godt kørende. En godt lille hverdags-trick jeg benytter mig af er at medbringe et mentalt raflebæger, når jeg er ude at cykle. Holder jeg i et kryds, så ruller jeg terningerne og ser hvad vej de fører mig. Og så er det ellers bare om at holde sanserne skarpe og suge livet ind. Det kræver selvfølgelig at man accepterer, at man måske kommer lidt for sent til sit oprindelige ærinde. Men gevinsten er ofte det hele værd.
«

-Bogen indeholder en del billeder af mennesker, men vi ser ikke ansigterne på mange af dem? Hvorfor ikke?

»Projektet, bogen, er kogt ned fra en stor bunke fotografier. Flere tusinder. Undervejs er der blevet stillet en masse spørgsmål og printet en god håndfuld testbøger. Ansigterne er i processen næsten helt væk. Det føles rigtigt og jeg tror på at beskueren har bedre mulighed for at identificere sig selv i karaktererne på den her måde. Der er mange ansigter jeg selv savner, men jeg er kommet til den konklusion, at det er noget irrelevant og sentimentalt pis. Ihvertfald i forhold til det store hele. Men ja, hele bogen er oppe i mit eget hoved stadigvæk dedikeret til en række følelser som hele tiden leder mig tilbage til den samme kvinde. Og sådan må det jo gerne være. For mig. Så må andre finde deres egen historie, deres egen vej.
«

-Men selvom du tvivler fornemmer jeg en klar tematik i bogen; alt er stilleben og opstillet på en enten naturlig eller unaturlig måde. Det virker ikke som om du ikke skelner mellem et støvet fjernsyn og en sovende kvinde. Begge ting er fotograferet med samme afstand og respekt. Hvad betyder respekt for dig i dit fotografi?

»Den berømte krigsfotograf Robert Capa har engang sagt: “If your pictures aren’t good enough, you’re not close enough.”. Da han var omkring fyrre år gammel trådte han på en landmine og døde af sine kvæstelser. Så du ved, afstand kan godt være en god ting! Spøg til side og sagt på en anden måde: jeg er altid i gang med at opbygge min egen lille verden. En beskyttet metalbeholder fyldt med tanker og refleksioner; et sted hvor tiden går lidt langsommere og hvor jeg har lavet mine egne hierarkier, politiske systemer og den slags. Her er der plads til at et støvet TV kan være ligeså levende som en sovende kvinde. Respekt? Jo det kan man sige, men omvendt har jeg ikke respekt for fotografi som en sandhedsbringer. Overhovedet. Jeg manipulerer så meget jeg vil. Der er i bogen et fotografi af et hus. Fotografiet har taget tyve minutter at tage fordi lukkeren skulle stå åben og suge nattelyset ind. Allerede der kan man kan tale om en manipulation af tid, sted og rum. Derefter er billedet fremkaldt, scannet ind på en computer og yderligere manipuleret. Det ville ikke rigtigt passe ind i verdensbilledet i min lille beskyttede metalbeholder. Så jeg ændrede det. Nu passer det fint!
«

-Men hvordan balancerer du de to ting? Altså opbygning af dine egne små universer og så det at tage stilling til den verden du lever? Kan du uddybe det lidt mere?

»Det er jo det smukke ved kunsten! Den kan vi snakke igennem, med og til. Og den er tilmed et medium for alt det som det er umuligt at sætte ord på. Fotografiet er et utroligt ungt medie og er så voldsomt forankret i virkeligheden at de fleste mennesker stadigvæk antager dets værdigrundlag for ærligt. Det kan manipuleres, i ordets bredeste forstand. Og det har gjort fotografi til mit foretrukne kunstredskab. Der er visuelt ikke langt fra mit eget univers og det som vi kender som livet. Jeg vil gerne bidrage til at vi begynder at kommunikere mere subjektivt end vi er vant til. Lad os droppe ideen om at verdenshistorien bliver skrevet af et fåtal og overgivet fra bog til bog. I min verden står der en stor fed, larmende og rusten maskine og indsamler et flygtigt og bredt aftryk af universet. Et aftryk som er et gennemsnit skabt af gadedrenge, diktatorer, mobiltelefoner, tæppesælgere, fugle, millionærer, træer, ugler, alt det der. Ok, det stak af. Det jeg prøver at sige, er, at der imellem mit eget univers og det vi kender som virkeligheden, er en flot og velkonstrueret bro. Den har jeg nemlig selv bygget.
«

-Så betragter du dig selv som en historiefortæller, eller måske nærmere producenten af at visuelt materiale for eftertiden?

»Altså, grunden til at jeg tager billeder, trykker bøger, tegner og konstruerer, det er alt sammen med det formål at blive et bedre menneske. På vejen håber jeg at smitte en masse mennesker - ligesom de i første omgang smittede mig. På den måde kan man sige, at jeg er en historiefortæller, ja. Det mærkat er jeg ikke bange for. Jeg synes heller ikke dit andet bud, en producent af visuelt materiale for eftertiden, er helt off. Så må vi se hvor længe mit materiale kan holde. Måske skulle jeg gå igang med at arbejde i nogle tungere, mere holdbare materialer. Jern eller sten. På den anden side er eftertiden et vidt begreb - og hvem gider bekymre sig om min bog når næste istid rammer?
«

TAKE SHELTER udkommer d. 8 maj ved en reception og udstilling i Buddenbrooks Art Space.


Mit Syn

Kim William Catton
Essay on the subject of curiosity
22.03.15, Atlas Magazine

Link to article

Det er nysgerrigheden jeg som barn er blevet opfordret til at udnytte og det er den der på godt og ondt har været med til at danne mig som menneske.

For et par uger siden havde jeg i mit atelier besøg af en rådgiver fra forsikringsselskabet Affexurance. På bordet i mellem os var der foruden en tændt diktafon, to stykker kage, én kop kaffe og én kop te også placeret et multitool, en Leatherman. En slags moderne schweizerkniv om man vil. Det lille stykke værktøj er mit og var den dag omdrejningspunkt og grundlag for mødet imellem jeg selv og Freya. Det hedder forsikringsagenten. Som man måske allerede har gættet (for hvilken slags forsikringsmøder er det nu lige der inkluderer hjemmebesøg, kaffe og kage?) var dette møde ikke et helt normalt et af slagsen. Affexurance tilbyder forsikring af genstande med høj personlig affektionsværdi – ting hvor det ikke er den økonomiske værdi der i sig selv er interessant. Ligeledes er forsikringspræmierne hos det alternative firma heller ikke af økonomisk kaliber. Senest har en kunde fx modtaget en til lejligheden komponeret musikjingle som erstatning for sit tabte halstørklæde. 

Nu var det som sagt i mit tilfælde et lille stykke værktøj der endte med blive forsikret, men i sin tid kontaktede jeg Affexurance med henblik på at få sikret noget langt mere flyvsk. Lidt for flyvsk måske. Jeg fik i hvertfald et afslag på foreslaget:

Min nysgerrighed.

Hvis der er noget jeg for alt i verden ikke ønsker at miste, ja så må det være den. Det er nysgerrigheden jeg som barn er blevet opfordret til at udnytte og det er den der på godt og ondt har været med til at danne mig som menneske. Det er lige præcis denne unikke egenskab der sørgede for at jeg spenderede utallige timer i mit morfars værksted, og under kyndig vejledning skabte alt fra kastespyd til nøgleskabe til lerfigurer. Det er også nysgerrigheden der sendte mig afsted til Hareskoven, første søndag i hver måned, for at spille ork i rollespillets fantasiverden. Men det er også selvsamme drivkraft der gjorde at jeg i folkeskolen aldrig havde et viskelæder når der var brug for det. For hvordan er det nu lige sådan et virker? Og hvordan er det lige at man kan finde løsninger på det spørgsmål uden først at skære det lille stykke gummi i stumper og stykker med den medbragte hobbykniv?

I barndommen er nysgerrigheden hele tiden nærværende. I en sund opvækst bliver den fodret igennem leg og pædagogik. Den bliver holdt ved lige til dels af forstående voksne, men mest af alt bliver nysgerrigheden opretholdt af hele den store åbne verden der ligger for barnets fødder. I voksenlivet er det anderledes – Her er nysgerrigheden noget der aktivt skal holdes i kog. Det er en egenskab der nok er lige så sund for det voksne menneske som det er for barnet, men det er ikke længere noget der er strengt nødvendigt. Det er tilmed en kvalitet der meget nemt kan forsvinde i dagligdagens gøremål og arbejdslivets rutiner. 

Fotografiet herover er taget af en dengang ung Christer Strömholm og er for mig en yderst vigtig reminder om aldrig at glemme min barnlige nysgerrighed og naivitet. Det er et sandt mesterværk der i kraft af sin slående komposition og motiv både advarer mig og hjælper mig frem. Og så kan det godt være at jeg hos Affexurance ikke kunne få den ønskede forsikring af min nysgerrighed. At jeg måtte nøjes med forsikringen af noget materielt. Men så er det fortrøstningsfuldt at de altid er der, Christer Strömholm's to drenge der med deres alvorlige, men undersøgende blikke, stirrer direkte igennem linsen, filmen og kameraets bagside. Lige ind i min sjæl hvor blikkene forplanter sig som en påmindelse om, at der i det uundgåelige voksenliv, altid skal være plads til det indre barn.

Kim William Catton (f. 1985) er kunstner og uddannet fra Fatamorgana i København samt Högskolan for Fotografi i Göteborg, Sverige. Senest har man kunne opleve hans værker i Galleri Monitor i Sverige samt på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København.

Using Format